Gå til sidens indhold

Underskrivelse af projektindstilling

Projektindstillingen skal godkendes, før et projekt træder i kraft. Det kræver en underskrift fra både Forskningsservice og en bruger med underskriverrolle i din institution. Her kan du læse, hvordan man underskriver en projektindstilling, samt hvordan man som autorisationsansvarlig eller stedfortræder tildeler brugere rollen som underskriver.

Se videovejledning til underskrivelse af projektindstilling i Danmarks Datavindue

  1. Når I har indsendt jeres projektindstilling til Forskningsservice, vil en medarbejder vurdere, om indstillingen kan godkendes. Vurderer Forskningsservice, at indstillingen ikke kan godkendes, vil projektets kontaktperson få en begrundelse for afvisningen samt mulighed for at tilrette indstillingen.

    Bliver projektindstillingen godkendt, underskriver Forskningsservice, og derefter vil projektets kontaktperson, den administrator eller kontaktperson med beføjelser, der har indsendt indstillingen, samt den udvalgte underskriver modtage en mail med information om godkendelsen.

  2. Når Forskningsservice har godkendt indstillingen, skal den af jer, der forinden har fået tildelt underskriverrollen på jeres institution, underskrive indstillingen. Kun brugere, der har fået tildelt underskriverrollen, kan underskrive projektindstillinger.

  3. Underskrivelse sker ved, at du som underskriverperson logger ind på Danmarks Datavindue. På forsiden vælger du ”Mit overblik” efterfulgt af ”Projektindstillinger til underskrift”. Her ser du alle de projektindstillinger, som er klar til at blive underskrevet.

    Vælg den projektindstilling, som du ønsker at underskrive. Du kan læse projektindstillingen igennem, se hvem der har adgang til projektet, og hvem der er kontaktperson på projektet. Hvis du ønsker det, kan du afvise at underskrive, og så bliver projektindstillingen sendt tilbage til kontaktpersonen til revision.

    Ønsker du at underskrive projektindstillingen, vælger du knappen ”Underskriv”. Læs underskriftsbetingelserne igennem og sæt kryds i de to felter for at bekræfte, at du ønsker at underskrive projektindstillingen, og at du er ansat på den pågældende institution. Du kan nu trykke på knappen ”Underskriv”.

  4. Når du som underskriver har underskrevet indstillingen, vil projektets kontaktperson og indsender modtage en mail om det videre forløb.

Tildeling af rollen som underskriver

Se evt. videovejledning til tildeling af rollen som underskriver i Danmarks Datavindue

En autorisationsansvarlig eller en stedfortræder kan tildele rollen som underskriver til en bruger, der er ansat på den pågældende institution. Det er den autorisationsansvarlige eller dennes stedfortræder, der er ansvarlig for sikre, at underskriveren lever op til dette krav. Vær på opmærksom på, at personer med underskriverrollen på vegne af institutionen kan skrive under på, at en projektindstilling er lovlig i henhold til Databeskyttelsesforordningens artikel 6.

Fremgangsmåde:

Når du som autorisationsansvarlig eller stedfortræder ønsker at tildele en bruger rollen som underskriver, skal du logge ind i Danmarks Datavindue.

  • På forsiden af Danmarks Datavindue klikker du på 'Mit overblik'.
  • Vælg herefter på den institution, du ønsker at administrere.
  • Klik på de tre prikker ud for institutionens navn og vælg 'Administrer underskrivere'.
  • Klik på 'Vælg' ud for de brugere, du ønsker at gøre til underskrivere og tryk 'Gem'. (Ønsker du at fratage en bruger rollen som underskriver, skal du klikke på fluebenet, så det fjernes, og derefter trykke 'Gem'.)

Brugeren er nu gjort til underskriver og kan udpeges til at underskrive projektindstillinger på vegne af institutionen.