ØMU-overskud på 1,2 pct. af BNP i 2014
ØMU-gæld og ØMU-saldo 2014 (april-version)
Danmark ligger ved årets første ØMU-indberetning til EU-kommissionen inden for ØMU-kriterierne for både saldo og gæld. I 2014 havde Danmark et overskud på den offentlige saldo (ØMU-saldoen) på 1,2 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). Forbedringen i forhold til 2013, hvor der var et underskud på ØMU-saldoen på 1,1 pct. af BNP, skyldes bl.a. væsentligt forøgede midlertidige indtægter fra omlægningen af kapitalpensionsbeskatningen. Ifølge EU-traktatens ØMU-kriterier må underskuddet på den offentlige saldo under normale omstændigheder ikke overstige 3,0 pct. af BNP.
ØMU-gælden steg
Den offentlige bruttogæld (ØMU-gælden) steg fra 45,0 pct. af BNP i 2013 til 45,2 pct. af BNP i 2014. Stigningen i ØMU-gælden skyldes en forøgelse af statsgælden, der skal imødegå et stort forventet statsligt finansieringsbehov i 2015. Ifølge ØMU-kriterierne må ØMU-gælden ikke overstige 60,0 pct. af BNP. I forhold til 2011 er ØMU-gælden i pct. af BNP faldet med 1,2 procentpoint og udgør 867,9 mia. kr. ved udgangen af 2014.
ØMU-gæld og ØMU-saldo
|
2011 |
2012 |
2013 |
2014 |
|
pct. af BNP |
|||
ØMU-gæld ved årets udgang |
46,4 |
45,6 |
45,0 |
45,2 |
Overskud på ØMU-saldo |
-2,1 |
-3,7 |
-1,1 |
1,2 |
|
mia. kr. |
|||
ØMU-gæld ved årets udgang |
850862 |
850553 |
849761 |
867947 |
Overskud på ØMU-saldo |
-37966 |
-68442 |
-20024 |
23942 |
Anm.: Det anvendte BNP er fra tabellen www.statistikbanken.dk/NAN1 i Statistikbanken. |
ØMU-gælden og ØMU-saldoen er nøgletal
ØMU står for Den Økonomiske og Monetære Union, der er et EU-samarbejde om bl.a. den økonomiske politik og den fælles valuta. ØMU-gælden og ØMU-saldoen er to vigtige nøgletal, der benyttes af EU til at vurdere, om medlemslandene opfylder kriterierne i EU-traktaten. Både eurolande og ikke-eurolande er forpligtet til at overholde de fastsatte ØMU-kriterier.
I stabilitets- og vækstpagten er angivet sanktionsmuligheder, hvis eurolandene overskrider disse kriterier. Derimod er det ikke forbundet med sanktioner, hvis lande uden for euroen overskrider kriterierne. Disse lande kan dog få EU-henstillinger om at reducere underskuddet og gælden.
Udgangspunktet for opgørelsen af ØMU-saldoen og ØMU-gælden er Det Europæiske Nationalregnskabssystem (ENS2010). Med hovedrevisionen af nationalregnskabet i september 2014 er ØMU-saldoen identisk med den nationalregnskabsbaserede offentlige saldo, idet den særlige korrektion for rentebetalinger fra swaps ikke længere skal indgå i opgørelsen af ØMU-saldoen.
ØMU-gælden er et bruttogældsbegreb opgjort i nominel værdi, der omfatter en konsolideret opgørelse af de væsentligste gældsposter i staten, kommuner og regioner samt sociale kasser og fonde. Dvs. de offentlige delsektorers beholdninger af fordringer på sig selv eller andre offentlige delsektorer kan modregnes.
Fx modregnes Den Sociale Pensionsfonds (DSP) beholdning af statsobligationer i gælden, hvorimod DSP's beholdning af fx realkreditobligationer ikke kan modregnes. Der modregnes heller ikke for statens indestående i Nationalbanken. De nævnte statslige aktiver, der ikke kan modregnes, udgør 12 pct. af BNP i 2014.
En del af ØMU-gælden omfatter låntagning på vegne af statslige selskaber. Disse genudlån udgør 4 pct. af BNP i 2014.
Frister for ØMU-indberetninger
Som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssige store underskud er der to årlige frister for indberetninger til EU-kommissionen af ØMU-saldoen og ØMU-gælden - 1. april og 1. oktober. I oktober bliver der således indberettet på grundlag af de i mellemtiden reviderede nationalregnskabstal for det offentlige.
Tal for Danmark og de øvrige EU-lande publiceres af Danmarks Statistik umiddelbart efter, at Eurostat har offentliggjort tallene ultimo oktober.
Nyt fra Danmarks Statistik
7. april 2015 - Nr. 165
Hent som PDF
Næste udgivelse: 5. oktober 2015
Kontakt
- Jesper Feddersen, tlf. 20 51 61 92