Gå til sidens indhold

Populationsbeskrivelse

I projektindstillingen skal populationen beskrives kort og præcist (uden inddragelse af tekniske detaljer), og det skal dokumenteres, hvem der danner populationen. Dette gøres under populationsbeskrivelsen i Danmarks Datavindue.

Private institutioner kan selv danne populationen og få fuldt registerudtræk, hvis projektet undersøger en større gruppe af entiteter. For at få fuldt registerudtræk skal private institutioner begrunde behovet ud fra populationens størrelse. 

Når Forskningsservice skal danne populationen

Hvis Forskningsservice skal danne populationen til jeres projekt, foregår det på baggrund af en rammeaftale. Under populationsbeskrivelsen i Danmarks Datavindue beskriver I populationen kort og præcist (uden inddragelse af tekniske detaljer) og tilføjer, at Danmarks Statistik danner populationen. Efter modtagelse af projektindstillingen kontakter Forskningsservice jer om populationsdannelsen. 

Eksempler på populationsbeskrivelse:

’Populationen består af alle personer, som har været indlagt med astma, som matches med 5 kontroller på køn og fødselsår pr. case. Kontrollerne skal være i live og bosiddende i Danmark på casens indeksdato. Populationen dannes af Danmarks Statistik.’
’Populationen består af personer, som har haft opholdstilladelse som flygtninge, samt familiesammenførte til flygtninge. Populationen dannes af Danmarks Statistik.’

Rammeaftale til udtræksbeskrivelse og populationsdannelse 

Forskningsservice udarbejder en rammeaftale, som dækker rådgivning til udtræksbeskrivelse samt den efterfølgende populationsdannelse. På baggrund af rammeaftalen udarbejder vi, I samarbejde med den pågældende institution, en detaljeret udtræksbeskrivelse. Forskningsservice bruger udtræksbeskrivelsen til den endelige populationsdannelse. Ud fra institutionens kriterier og behov til populationen, rådgiver vi om, hvilke registre, variable og variabelværdier, der er nødvendige for at danne den ønskede population. Den endelige udtræksbeskrivelse vedhæftes som bilag til projektindstillingen. Når udtræksbeskrivelsen er klar, danner Forskningsservice populationen til projektet.

Hvordan laves udtræksbeskrivelsen til populationen?
Følgende elementer skal afdækkes til udtræksbeskrivelsen:

  • Registre eller øvrige data, der skal anvendes 
  • Perioder, herunder om I vil anvende registre, der opdateres årligt, pr. kvartal eller pr. måned (for eksempel opdateres BEF pr. kvartal)
  • Betingelser ud fra specifikke variable og afgrænsning på konkrete variabelværdier (for eksempel, hvis populationen skal afgrænses på alder fra 15-76 år)
  • Hvordan registre skal kobles (hvis der anvendes flere registre) herunder kobling baseret på specifikke variable og evt. nøgleregister

 

Særligt om case-kontrol populationer 

Forskningsservice anvender betegnelsen ’case-kontrol populationer’ til analyser, hvor cases (fx eksponerede), sammenlignes med en referencegruppe (kontroller). Betegnelsen benyttes uagtet om type af studie. Beskriv kort og præcist, under populationsbeskrivelsen i Danmarks Datavindue, kriterierne for cases og kontroller i case-kontrol populationen, uden inddragelse af tekniske detaljer (herunder registre og variable). 

I samarbejde med Forskningsservice udarbejdes en detaljeret udtræksbeskrivelse af case-kontrol populationen. Den endelige udtræksbeskrivelse vedhæftes som bilag til projektindstillingen. Vær opmærksom på, at Forskningsservice udelukkende danner case-kontrol populationer baseret på dato og registerkriterier, ikke ud fra mere komplicerede statistiske metoder som for eksempel Propensity Score Matching.

Hvordan laves udtræksbeskrivelsen til case-kontrol populationen?

Følgende elementer skal afdækkes til udtræksbeskrivelsen: 

  1. Hvad karakteriserer cases:
    • Registre, perioder, betingelser, samt hvordan registre kobles (se beskrivelsen ovenfor)
    • Eventuel indeksdato (for eksempel dato for først afsluttede erhvervsuddannelse, første udskrivningsdato)
  2. Hvad karakteriserer puljen af mulige kontroller:
    • Registre, der skal anvendes til at danne puljen af mulige kontroller
    • Inklusions- og eksklusions kriterier baseret på specifikke variable og variabelværdier (for eksempel køn = 2 (kvinder), kommune = 607 (Fredericia), bopæl i perioden 01-01-2020 t/m 31-12-2023)
  3. Specifikke kriterier for case-kontrol populationen herunder:
    • Hvor mange kontroller, der udtrækkes per case
    • Om cases må være kontroller for andre cases
    • Om kontroller må skifte status i inklusionsperioden
    • Udtræk med eller uden tilbagelægning:
      • må én kontrol forekomme som kontrol for mere end én case (tilbagelægning)?
      • eller må én kontrol kun være kontrol til én specifik case (uden tilbagelægning)?